Galleri Nethinden email:
galleri@nethinden.com
Litografi
Litografiet eller stentrykket, som det også kaldes, opfindes i slutningen
af 1700-tallet af tyskeren Alois Senefelder. Han eksperimenterede med høj-
og dybtryk på sten. Her opdager han, at en særlig kalksten (Solnhofen-sten),
som findes i hans hjemegn i Bayern, kan opsuge og fastholde både vand og
fedtstof. Hermed var grundlaget for en banebrydende ny trykteknik lagt.
Der findes i dag en lang række metoder til bearbejdelse af den
litografiske sten. Fælles for dem er følgende processer: Stenen slibes.
To sten mod hinanden med slibekorn imellem. Efter korning, der også
foretages med slibekorn, er stenen klar til grafikerens arbejde.
På den kornede overflader tegnes med fedtholdigt kridt og tusch. Med en
svag salpetersyreopløsning i gummiarabigum oprenses stenens porer. Herved
gøres de ikke tegnede område vandbærende. Til beskyttelse af disse områder
påføres stenen et tyndt lag gummiarabigum. Herefter udvaskes de tegnede
områder med fransk terpentin el. lign. og indgnides med syrisk asfalt.
Gummilaget udvaskes med vand og stenen er klar til indfarvning.
Stenen fugtes og indvalses med trykfarve, der kun »fanger« på de
tegnede områder. Trykningen sker i en speciel litografisk presse, hvor
trykpapiret presses mod stenen af en »river« (hårdt træ pålagt læder
eller nylon river).
Fler-farvet litografi udføres normalt med én sten til hver farve, men
også eliminationsmetoden anvendes. Ved
eliminationsmetoden på sten kan der dog ikke alene fjernes dele af
billedet, de enkelte trykgange imellem, men også tilføjes nye
billedelementer med en sæbeopløsning.